Høyt blussed Baunens Lue rød Fra gamle Norges Fjelde, Thi midt i Fædrelandets Skjød Stod Uvens stolte Vælde: "Ak, svigte Klippens Søn sit Kald Og skal jeg skue Norges fald!" Saa kjække Oldings Klage lød - "Før knuser mig I Fjelde!" Da ilte frem Prinds Christian Og Helten Helte vakte, Og Landets Yngling slog som Mand Og Fienden Værget strakte: Saa bent han skyndte sig at flye; Paa Norges Grund han fandt ei Lye, Thi det var Helten Christian Som Norges Helte vakte! | Ja Prinds, med festlig Fryd i Dag Dig jubler Norges Stemmer: "Ej skal til Hjertets sidste Slag, Dig Klippers Sønner glemme!" Det Folk Du giengav Fæders Glands, Dig rækker froe sin Hæders Krands! Ej skal til Dovres sidste Dag, Dig Norges Sønner glemme! |