4de Kapitel.
Om Skarpskydningen.
§. 1.
Da Krudet er et af
Hovedtingene, som Jægeren behøver til Forsvar og Brug, saa bliver det en
Nødvendighed, at gjøre ham nogenlunde bekjendt med samme, og lære ham de
Kjenemærker, som vise Forskjellen imellem god og slet Krudt.
Efter Farven at dømme, er det Krudt
godt, som spiller i det blaabrune eller sortegraae; viser desuden den hele
Masse, naar samme med en Kniv er bleven knust paa et Papiir, overalt eens
Farve, saa kan man slutte, at Blandingen og Foreningen af Bestanddelene noksom
maa være skeet.
Efter Følelsen holdes det Krudt for at
være godt, som ei strax lader sig gnide til Meel eller Støv, da det ellers er
blandet med for meget Kul. Man kan ogsaa ryste lidet Krudt paa et hvidt Papiir
i en Hob sammen og formedelst et Kul tænde det fra oven. Betænder det sig nu
hastigt, Røgen stiger lige i Veiret, paa Papiret ingen Straaler og Sværte
bliver tilbage, eller samme endog svies, saa holdes dette for Kjendetegnet til
godt Krudt; sees derimod sorte Pletter paa Papiret, saa har det vært for meget
Kul i Krudet, og efterlades gule Striber, saa har det indeholdt for meget Svovl.
Bliver endelig smaae Korn liggende paa Papiret, som enten lader sig betænde,
eller og ikke fænger Ild, saa har i første Tilfælde Salpetret ikke noksom været
blandet med de øvrige Materialer, og i sidste Fald er slet renset og slet
Kykkensalt, blandet med Salpeter, taget til Krudet. Bemærkes gule glimrende
Prikker paa Kornet, da er Salpetret opløst og Krudet bedærvet. Jo tungere
Krudet er, desmere Salpeter indeholder det og jo bedre er det. Godt Krudt
brænder raskt væk uden Raslen, og har dets Korn eens Størrelse.
§. 2.
Skal Jægeren selv støbe sine Kugler, da maa
han derpaa anvende Flid, siden disses gode eller slette Støbning have megen
Indflydelse paa Skudenes Rigtighed. Blyet smeltes over en jevn Kulild indtil
der viser sig en blaaagtig Hinde paa den smeltede Masse, hvilket lempelig
hældes i Formen, saa at ingen Blærer komme i Blyet, eller Luften, som er i
Formen, indsluttes i Kuglen, hvorved denne bliver huul, porøs, undervægtig og
dens Direction forandres.
Er Kuglen støbt, da afhugges og jevnes
Tappen meget omhyggelig. Tin bør ikke tages til at støbe Kugler af; thi dette
Metal hænger sig fast i Løbet og bedærver samme. De første Kugler som støbes,
ere sielden gode, fordi de, da Formen ei endu er gjennemhedet, indslutte megen
Luft.
§. 3.
Til Plaster bruges
tyndt Handskeskind, Olmerdug eller Lærred, som paa den uldne Side tyndt og
jevnt overstryges med Talg, hvoraf der udskjæres saadanne fiirkantede Plastere,
som ere store nok for at betrække hele Kuglen. Disse kan ogsaa dannes runde,
men derved spidses meget.
Plasterne sammenlægges to og to, med
Talgsiden imod hinanden, da de ellers klæbe sammen.
§. 4.
Et væsentlig Stykke ved Fyringen er
vist Stenen. Naar Laasens Fjædre ere meget stærke og Dækkelen godt belagt med
Staal, saa er næsten hver Flintesteen brugelig, som har tilstrækkelig Haardhed
for ei at springe; er derimod Fjædrene svage, ikke tilstrækkelig indsmurte,
eller Dækkelen forslidt, saa vil Hanen slaae ned uden Virkning hvis den ikke er
forsynet med til Fjædrene passende Steen. Stenen bør være af reen godt Flindt,
der ikke er blandet med Kalkaarer; den hvide gjennemsigtige giver ved den
mindste Kraft den meste Ild, og er derfor bedst passende for Laase med svage
Fjædre. Stærke Fjædre slaae derimod dette Slags Stene efter nogle Skud itu;
hvorfor til saadanne Fjædre bør tages Stene, som have en rødagtig eller brunlig
Farve. Da fremdeles Stenens Virkning meget beroer paa sammes Paasætning, saa
maa det læres Jægeren, hvorledes sligt bør skee.
I Midten af Stenens tykke Bagside
pikkes en Skure for Hanens Skrue, og fores den rundt om indtil den skarpe
afslebne Kant med tyndt sammenlagt Bly og et Stykke Klæde eller Læder, hvilket
udskjæres bag til for ligeledes at give Haneskruen Plads. Den saaledes forede Sættes
derpaa lige ind og midt imellem begge Mulerne, samt trykkes vel tilbage imod
Haneskruen, med hvilken disse saaledes sammentrækkes, at deres Tænder hæfte sig
i Steenforet, og Stenen sidder urokkelig fast. Hanen nedlades derefter
forsigtig paa Panden, for at see om Stenen ikke slaaer paa Løbet og beskadiger
dette, hvorved ogsaa, naar Stenen er haard, Hanen meget let springer over i
Halsen.
Stenen er fremdelses ritig paasadt,
naar den næsten berører Dækkelen, som slutter Panden, medens Hanen staaer i Ro.
Aftrækkes Hanen, saa maa Stenen slaae an lidet neden for Snuppen paa
Dækkelstaalet, stryge langs ned ad samme for at virke længst, og kaste de
samlede Gnister lige midt i Pandehulingen. Er Stenens skarpe Kant reist for
meget op ad, da falder Ilden paa Dækkelstolpen, og er den sænket, slaae
Gnisterne ind under Haanen over Pandeskjermen. Ved Stenens Paasætning saavelsom
Pikning maa bruges med den yderste Forsigtighed, naar Geværet er ladt, da
Krudet først rystes fra Panden og denne sluttes.
Horn eller Træsteen bør aldrig bruges,
men vel i dets Sted stumpe Flinte; thi de første afglatte og bederve
Dækkelstaalet aldeles.
§. 5.
Bruges blinde Patroner og løse Kugler
og Plaster, saa, naar Patronen er reent udrystet i Løbet, bortkastes den tomme Hylse,
Plastret tages frem, bredes lige og glat over Mundingen med den fede side ned
ad; Kuglen sættes derefter midt paa Mundingen, saa at den afknebne Ende vender
op ad, den nedtrykkes saa langt i Løbet, at dens øverste Ende er lige med
Mundingen; Plastret klappes fast og glat over samme og ved Ladstokken tvinges
Kuglen de gandske ned paa Krudtet.
Standser Kuglen, saa opløfter man
Ladstokken nogle Fingersbred, og lader den ved sin egen Tyngde falde paa
Kuglen, for ved Ladstokkens rene Klang og det paa samme ved Indskydningen
gjorte Mærke at erfare om Kuglen er gandske ned, da Løbet ellers let springer.
Lades med skarpe Patroner, saa, efterat
Krudet er reent udrystet i Løbet, afbides Papiret til tæt ved Kuglen, da denne
sættes med den tilbundne Ende midt opad i Løbet, hvorefter Ladningen som før er
sagt, fuldføres.
Bruger Jægeren Krudthorn og Maal, da
rystes ligeledes først Krudt paa Panden, hvorefter Maalet saa meget fyldes, som
han af Erfaringen veed at behøve, for at skyde paa nogle hundre Skridt. Ved at
hælde Krudet i Løbet maa nøie iagttages, at intet spildes, saasom og Geværet
ved alle skarpe Ladninger da lidet rystes, for at Krudet kan falde desvissere
til Fænghullet.
Er Ladnigen saaledes fuldført, og Tiden
tillader det, eftersees Jægeren endu engang Fængkrudet, og hvis det behøves,
indrømmer samme med Rømmenaalen.
Naar en Kugle udtrækkes af Riflen,
indskrues Kugletrækkeren i Ladstoks Møtterken, og efterat Kuglen er fattet,
stikkes Kugleformens ene Arm igjennem Indsnittet, som er anbragt paa Ladstokken
tæt under Duppen, paa hvilken Maade da Kuglen meget let og uden at sætte
Fødderne paa Kugleformen, hvorved den ikkun beskadiges, med Haanden kan
udtrækkes.
Har et Gevær i nogle Dage været ladt
uden at Skuddet er bleven brugt, er det høistfornødent at trække det ud og
omstøbe Kuglen. Ved de skarpe Skydeøvelser maae Jægeren, foruden det ham ellers
Fornødne, medbringe sin Pumpestok, med hvis øverste Ende han sætter Kuglen an,
og med den nederste udvisker Løbet.
§. 6.
Om Geværets Klikken eller Forbrænden.
a.
Geværets siges at klikke, naar det paa Panden
værende Krudt ikke betændes, og maae Aasagen dertil søges i Følgende; Enten er
Dækkelen og Panden ikke noksom renset for al Olie og Fedt, Dækkelens Staal
forslidt, for lidet eller fugtigt Krudt paa Panden, Dækkelen og Panden ved
mange Skud bleven fugtig og forslammet, eller vaadt af Regn, Dug og Vand;
Stenen stump, for kort eller urigtig paasadt; Dækkel = og Slagfjædrens Styrke
uden Forhold til hinanden, eller og endelig Gnisterne bortføres ved stærk
Blæst.
b.
Betændes Fængkrudet, uden dog Skuddet løsnes, da
siges: Fængkrudet brænder af, og reiser dette sig enten af Fænghullets
Forstoppelse og Forslamming, eller Ladningen er for haard ansadt, som gjør, at
Krudtet ikke kan træde ud af Fænghullet og forene sig med det paa Panden
liggende; hvilket og kan foraarsages ved store Korn, eller at Skuddet er ikke
rigtig faldet hen til Fænghullet.
Ved blotte løse Skud, hvor Hylsen maa
bruges som Forladning, og Krudtet ikke gandske er udnyttet, kan Papiret og have
sadt sig for Fænghullet.
Løsner Skuddet sig først noget efter at
Fængkrudet er afbrændt, da kaldes dette: at brænde for. Hertil er enten en Deel
af det foranførte Aarsag, eller og Geværet har været længe ladt, og Skuddet er
derved blevet til en haard Masse.
c.
Naar Jægeren bekjentgjøres med disse Aarsager, vil
han ved stedse Agtpaagivenhed paa sit Gevær for største Delen kunne rydde dem
af Veien.
§. 7.
a.
Skuddene deles efter Løbets forskjællige Retninger,
sædvanligen i horizontale, eleverede og depresserte.
Skuddet kaldes horizontalt naar Sjelens
Axe af Løbet er paralel, eller lige løbende med Overfladen af et stillestaaende
Vand. Ved det ophøide eller elerverte Skud gjør Sjelens Axe ovenfor, ved det
sænkede eller depresserte neden for horizontal Linien, en vis Vinkel. Den
aldeles horizontale Retning finder ikke Sted ved Geværer, der ere forskynede
med Visir, formedelst at Løbet ved dette allerede erholder en vis Elevation.
b.
Holdes Geværet saaledes at Visir eller Sigtelinien
er paralel med Horizonten, saa gjør Sjelens Axe med Horizonten en Vinkel,
følgelig stiger Kuglen efter Axens Retning og over Visirlinien bestryger en
flad strakt Bue indtil den har naaet sin største Høide, hvor den igien begynder at synke, og endeligen anden
Gang gjennemskjær Visirlinien.
Afstanden af dette Gjennemsnits
Punctet, kaldes: Kjerneskuddet. Vil man træffe et Punct, der er i lige Høide
med det i Anslag liggende Gevær, men som ligger imellem det første og andet
Gjennemsnits Punct, saa maae man sigte under Maalet, formedelst at Kuglen
imellem disse tvende Puncter gaaer op over Visirlinien. Ligger Sigtningspunkten
derimod uden for Kjerneskuddet, da kan samme ikkun træffes ved i Forhold til
sammes Afstand at sigte over samme. Kjerneskuddets Længde beroer altsaa paa den
Vinkel, som Sigtet eller Visirlinien gjør med Sjelens Axe. Forstærkes denne
Vinkel, ved at forhøie Visiret, saa gaaer vel Kjerneskuddet meget langt, men da
tillige Kuglens Bane afviger saa meget mere fra Visirlinien, saa bliver det
ogsaa vanskeligere at træffe.
c.
Foruden det Foregaaende, bliver det endu nødvendig
at lægge Mærke til Følgende:
Kuglen farer ud af Løbet med en
Hastighed af 1200 Fod i en Secund, men formedelst sin egen Tyngde nærmer sig
fra Sjelens forlængede Kjernelinie, i hvilken den antages at være afskudt,
Jordens Middelpunkt med en Hastighed af 15 ¾
Fod i en Secund.
Denne Nedsynken voxer saaledes, at
Kuglen i en halv Secund er dalet fire Fod, efter første Secund 15 ¾, efter
anden Secund fire Fod, efter tredie Secund 141 ¼ Fod o.s.v. Heraf følger altsaa at Kuglen uden
Luftens Modstand blot ved sin egen Tyngde allerede paa en Distance
af 100 Alen er sunken = Fod 4
Tomer
= 200 —
— — 1 — 8
—
= 300
— — — 4 — = —
o.s.v.
d.
En nøiere og mere bestemt Underretning om Kuglens
Afvigelse fra Kjernelinien vil kunne erholdes, naar ved forskjællige Mellemrum
lige bag hinanden opreises 4 til 6 Trærammer, der holde hver 5 Fod i Tvermaal,
ere overtrukne med Papir, og paa hvilke man formedelst Streger har afdeelt
lutter Huller af 1 Tommes Størrelse; disse Rammer eller Vægge maae staae
perpendiculair og alle i en horizontal Linie med den øverste Kant. Bringes nu
et Gevær 100 Alen forved denne Ramme i et anlæg, hvor Sjelens forlængede Axe
ved Hjelp af et Vaterpas er paralel med Horizonten og falder nogle Tommer fra
Rammens øverste Kant paa et anbragt Mærke, saa vil, naar Geværet løsnes,
Kuglens Synken kunne bemærkes fra Distance til Distance.
e.
For det bedre og lettere at bibringe Jægeren
Grundsætningerne af den høist vanskelige men uomgjengelig fornødne
Nødvendighed, at sigte rigtigt, vil det være meget nyttig, naar man ved
Skiveskydningen først bringer et Gevær i et fast og urokkelig Leie, giver samme
den fornødne rigtige Retning, lader Jægeren trine hen og lære hvorledes han paa
forskjellige Distancer bør holde, da løsner Geværet, og saaledes overtyder ham
om at Kuglens Virkning, under alle Omstændigheder, dog for en stor Deel beroer
paa Sigtningen. Har han saaledes lært selv at sigte, lader man ham betjene sig
af et fast Anlæg, og naar Jægeren ligeledes deri har bragt det til den største
Fuldkommenhed, da først skyde paa fri Haand.
Har nu Jægeren heri opnaaet en vis
Færdighed, da maa han ligeledes øves i at gjøre rigtig Brug af de ham meddeelte
Regler, ved liggende lavt paa Jorden, paa Siden eller siddende paa Knæ, at
kunne sikkert trække.
Fremdeles maa der endnu gives Jægeren
en større Grad af Fuldkommenhed, ved at lade ham skyde efter Skiven, der, ved
en eller anden simpel Mekanismus kan sætte i en vilkaarlig Bevægelse. Det
forstaaer sig af sig selv, at man ved enhver nye Methode at skyde, først
begynder med korte Distancer og ender med den muligst største, samt ikke gaaer
for hastig fra det Eene til det Andet.
f.
Disse Skydeøvelser maae saa meget mulig foretages i
stille og tørt Veir, samt nøie optegnes i en dertil indrettet Tabell, paa
hvilke Distancer, med hvilken Retning og i hvilken Stilling hver Mand har
skudt, samt hvormange Skud og hvilken Virkning de have frembragt. Om Skivens
Centrum gjøres i lige Afstand 7 Circelslag, og inddeles saaledes i points, for
desbedre at kunde bestemme Kuglernes Anslag.
§. 8.
a.
For rigtigen at kunne sigte og med Nytte anbringe
sit Skud, hører fremdelses, at Jægeren har et sikkert Øiemaal, en Færdighed,
han i mangfoldige Begivenheder vil komme til at bruge, og hvilken for ham er
uundværlig.
Til heri at øve Jægeren, lader man
noget Mandskab bortfjerne sig i en betydelig Afstand, hvilke paa et vist aftalt
Tegn sætte sig i Bevægelse og fra Distance til Distance komme nærmere. Hver Gang
de gjøre holdt, maa Jægeren tilkjendegive hvilke Forandringer han bemærker hos
dem, hvorimod man underretter ham om Afstandens Størrelse, ved hvilke gjentagne
Øvelser Jægeren endelig vil bringe det til en Slags Fuldkommenhed i at gisse
Distancer.
b.
Endskjønt hvert Øie ikke er lige skarpt, saa kan dog
Følgende tjene til Veiledning ved slige Øvelser:
Over 2000 Skridt bemærkes af
Infanteriet intet uden Geværenes Blinken. Seer man derfor ingen Farve af samme,
ingen Roder, ingen Mundering, saa er det stedse ud over denne Distance. Ved
Kavalleriet sees i denne Afstand Roderne, uden bestemt at kunne erkjende at det
er Folk til Hest.
Paa 1500 Skridt skjelnes ved
Infanteriet Roderne, ved Kavalleriet sees endnu ikke bestemt Hesterne, men man
seer dog at det er Folk til Hest.
Paa 1000 Skridt, skjelner man
undertiden allerede Hovedet fra Kroppen, dog sees samme først paa 600 Skridt
ganske tydeligt.
Paa 400 indtil 300 Skridt begynder man
tydeligen at kunne iagttage Ansigtet, Tresserne og Opslagene. Paa 100 til 70 Skridt
sees Øinene af nogle Folk som et Punct.
c.
Sigter Jægeren paa en i lige Linie for ham
stillestaaende Gjenstand, da maa han fatte samme kort fra neden, for at gjøre
sit Skud virksomt i Midten. Nærmer samme Gjenstand sig i lige Linie end mere,
saa fattes den endnu kortere fra neden, forbi Jægeren ved Objectets Nærmeste
taber i Distancen, og Kuglen endnu stiger, følgelig derved træffer Midten af
Gjenstanden hvorpaa han sigtede.
d.
Bortfjernes en Gjenstand sig i lige Linie, saa
fattes samme høit, da den ved Afstandens Forøgelse selv kommer i Skuddet
formedelst Kuglens Synken.
e.
Vil Jægeren, der befinder sig i Dalen, sigte efter
en Mand, som staaer paa en Høi eller en Bakke, saa staaer han i Forhold til
Distancen, hvilken han maa vide at beregne, høit paa samme an.
f.
Trækker Objectet sig end mere tilbage og paa Høien,
saa holdes efter Hovedet, eller efter Omstændighederne vel ogsaa endnu noget derover, og maa han da
holde Sigtet saalænge, indtil den øverste Kant af Hatten eller Huen kommer for
Mundingen, da han først trykker løs.
I samme Forhold sigtes dybere, naar det
paa Høiden staaende Object nærmer sig ned efter imod Dalen.
g.
Befinder Jægeren
sig paa en Høi og Gjenstanden for Skuddet i Dalen, saa fattes samme kort
fra neden. Viger Objectet endnu mere ned i Dybden, da tages det endnu kortere,
og hvis det fra Dybden af nærmer sig Jægeren, da holdes noget høiere.
h.
Hænder det sig at Jægeren paa Høiden og Gjenstanden
i Dybden ere i en paralel Linie med hinanden, saa forholder han sig, som naar
han vil skyde paa en i Linie for ham staaende, eller paa ham nærmere kommende
Gjenstand.
i.
Forekommer Jægeren en bevægelig Gjenstand, som
trækker sig til høire eller venstre, saa holdes derpaa til høire eller venstre
for samme holdes Sigtet saa længe, indtil han endnu skimter Gjenstanden, høire
eller venstre af Mundingen, da samme derved af sig selv kommer ham i Skuddet.
Efter hvert Skud maa nøie sees efter Fænghullet, om samme ryger og er aabent,
da det ellers maa renses med Fjædren.
j.
I Henseende til det høiere eller lavere Anlæg, og Forhold
ved Objecternes længere eller kortere Frastand, maa enhver god Jæger, ved
idelig gjentagne Øvelser, nøiagtigen lære at bedømme i hvor lang en Afstand
Gjenstanden er og hvor hastig sammes Bevægelse, for at kunne anbringe sit Skud
med den bedste Virkning. Ligeledes, om han skal tage fiint, halvt eller fuldt
Korn i Kjeven, og om Geværet ved egne Feil bærer til en eller anden Side, eller
om Kuglen ved Veirligets Forandring taber sin Distance.
k.
Skydes over Vand, da maa Jægeren vel bemærke at den
over samme svævende tykke Atmosphære forkorter Skuddet meget, og han følgelig
maa holde høiere.
l.
I en Afstand
af 100 Skridt sigtes sædvanlig midt paa manden.
— 150 — . . paa brystet.
— 200 — . . efter Hovedet.
— 250 — . . efter Hatten.
— 300 — . . efter Hattespidsen.
Efter hvilke angivne Sigtningspuncter
Jægeren da selv maae vide at rette sig i Overeenstemmelse med den nøieste
Kundskab om sit Gevær.
m.
De nu brugelige Visir Gevære give efter deres
Indretning følgende Skudvider.
Ved Sigtningen igjennem Kjerven af det
uoptrukne Visir og Kornets høieste Punct, erholdes Geværet en halv Linies
Elevation og giver 100 Alen, som sædvanlig kalde Kjærvdkuddet.
Naar Visiret er optrukket indtil
den første Streg fra oven . . 200 Alen
den anden — . . . . 300 —
den tredie — . . . . 400 —
den fjerde — . . . . 500 —
n.
Riflen giver ved Sigtningen over det uoptrukkne
Visir en Skudvide af 100 Alen og over den opslagne Klappe 200 Alen.
Ved Sigtningen over det uopklappede
Visir og Kornets høieste Punct erholder Løbet en Elevation af 1 Linie 3
Skrupler og ere de indskudte paa de forbenævnte Distancer.