3die Kapitel.

Om Skydegeværet.

§. 1.

Geværets Dele.

For at lære at kjende sit Gevær, er det nødvendigt at Jægeren nøie underrettes om sammes hele Indretning, da han ellers aldrig med fornuftig Overlæg lærer at bedømme og bruge samme.

Dets Hoveddele ere følgende:

1. Løbet eller Piben.
2. Skjæftet.
3. Ladstokken.
4. Laasen. 

A. Løbet,

Deles nødvendigen tvers over i:
No. 1. Kammeret.
No. 2. Mellemstykket.
No. 3. Forenden.
No. 4. Mundingen, som er den yderst forreste Aabning.
No. 5. Væggene, ere de tvende Halvrør, i hvilke man tænker sig Løbet, efter Længdengjennemskaaret fra Mundingen over Kornet til Svandsskruen.
No. 6. Svandsskruen, som ved et Gevind og 6 til 8 dybe Gangeindskrues i den bagerste Ende af Løbet, hvorved Kammerettillukkes.

Den deles i:

1. Gevindet.
            2. Krydset.
            3. Svandsen, hvori Krydsskrue-Øiet
            4. Krydsskruen.

No. 7. Fænghullet, er den Aabning, der gjennem den høire Væg gaaer skraas ind i Kammeret, imellem 4de og 5te Gang, igjennem hvilket Skuddet betændes.
No. 8. Kornet eller Dillen befinder sig oven paa Løbet, foran imod Mundingen, og er paa Riffelen bevægelig i en False.
No. 9. Sigtet eller Visiret, som ligeledes er bevægelig, findes neden paa Løbet 6 Tommer fra Rørets underste Aabning. Paa Visir-Geværet, sidder den tæt ved Enden af Svandsskrue-Svandsen. Dette og Kornet anviser Løbet eller Kjerneliniens Vericallinie. Bag Visiret er et Spids Messingblad med Skrue.
No. 10. Øverste Hæfte, som er bag paa Løbet, ved Visir-Geværet er dette dobbelt, ligesom og tæt under samme findes Ladstokfjeren.
No. 11. Mellemhæftet. Ved Visir-Geværet gaaer her igiennem den øverste Rembøileskrue.
No. 12. Nederste Hæfte. Paa Visir-Geværet er 4 ½ Tomme oven for dette Hæfte Ladstokøiet indfaldet i Løbet, igiennem hvilket den tilspidsede Ende af Ladstokken, eller sammes Bajonet, frit løber ned i Skjæftet. Vendes Ladstokken, saa standser og hviler dens øverste tykke Ende paa samme.

         Deles nødvendigen i:

Løbets videre Construction.

Kjernelinien er den indbildte Rettelinie, som gaaer fra Kammeret til Mundingens Middelpunct.

Den halve Forskjæl af Løbets Tykkelse for og bag, kaldes Forligets Størrelse, og angiver hvor meget Visirlinien afviger fra Kjernelinien. Skal nu ved et Gevær Visirlinien løbe paralel med Kjernelinien, saa bør Forligets Størrelse sættes for paa Løbet, det er: Kornet bør være lige med Forligets Størrelse. Hvoraf følger fremdeles, at ved Geværets Pudsning nøie maa holdes over at kornet ei maa skures med Sand og derved formindskes i sin sande Høide.

B. Skjæftet.

Bestaaer ved alle Geværer i Almindelighed, men ved Rifler i Særdeleshed, af følgende Dele:

a. Kolben

1. Bøilecassen, med indgaaende Krylle
2. Forreste Spidse eller Bladet, hvori Bøilefoden er indskruet.
3. Bagerste Spidse eller Blad med nedre Rembøile og 2 Bøileskruer.
4. Aftrækkeren.
5. Aftrækblikket med Stolpe, hvori Krydsskruehullet, Aftræk-Indsnittet, Bøile-Fodgaffelen, og øverste Haandbøileskrue.
6. Spidsrørken, eller Spidsmøtterken med Kam, Stifthuller og Stifter.
 

c.   Forenden.

C. Ladstokken.

D. Laasen.

1.      Udvendig:

2.      Indvendig:

a. Laaseblikket.

          Inddeles i:

I Forenden findes følgende Aabninger:

 I Midten:

1. Dækkelstolpen med Dækkelskruehullet.
2. Slagfjederskruehullet.
3. Dækkelfjederskruehullet.
4. Pandskruehullet.
5. Bageste Stolpe med Laaseskruehullet.
 

I Spidsen:

1. Stangfjederskruehullet.
2. Stangfjederstifthuller.
3. Stangskruehullet.

 §. 2.

Om Hoveddelenes Hensigt og Nytte ved et Gevær.

 A. Løbet.

1.      Er formedelst sin indvendige og udvendige Indretning gjort beqvemt til at give Kuglen, naar det bag ved samme liggende Krudt betændes, den mueligst rigtige Retning til det Maal, hvortil man vil drive den, og bestemmer dets Siel altsaa Kuglens første Bane; en Riffels Gange forøger denne Hensig, ved at Kuglen, som indviklet i et Plaster indpresses i samme, erholder mindre Spillerum, følgelig trengere, og ved sit slyngende Løb langsommere forlader Løbet; saa at en større Quantitet Krudt erholder Tid at betændes og den i saa meget større Distance fortsætter sin første Direction.

2.      Ved de paa sammes underste Side værende Hæfter igiennem hvilke og Skjæftet er indslaget Stifter, befæstes det ligesaavel til Skjæftet, som formedelst Krydsskruen, der ved sit Hoved nedtrykker Svandsskruens Svands, i det for samme gjorte Indsnit, gaar tvers igjennem det tykke af Kolbehalsen og ved Gevindet deels fæster sig i Træet, deels i det for samme i Aftrækningen værende Skruehulsgang.

B. Skjæftet.

1.      Dets Bestemmelse er at fastholde Løbet, for beqvemt at kunne skyde dermed, det er derfor deels forsynet med Styrke til den første Hensigts Opnaaelse, deels bestaaer det af Dele til den andens Opfyldelse. Til at fastholde Løbet, Ladestokken og Laasen, tjener Forenden eller Forskjæftet og Overboringen; til at kunde sigte og affyre Geværet, tjener Kolben.

2.      Skjæftet forfærdiges af sundt og seit Nøddetræ, som har en mørkerød Farve med sorte Aarer, og derfor holdes for det bedste. Det maa fældes tre Aar forinden det bruges, være frit for Knaster eller Ridser, have opnaaet sin fulde Væxt, og tages tæt ved Kjernen.

3.      Kolben er den nederste, kiilformede, tykke Ende af Skjæftet, med hvis øvrige Dele den er sammenhængende med Halsen eller Grebet. Den er til des mere Styrke beklædt med en Messing indfalset Kappe, der holdes til sammen ved Kappe eller Nødskruerne. Ved den indre Side findes Fløien, eller Puben; som er en ophævet Deel af Kolben, der tjener til, at give Krudet det fornødne rigtige Leie ved Sigtningen.

      Paa Kolbens yderste Side er indskaaret Skuffen, hvori gjemmes Kugleformen, Kugletrækkeren og Vidskejernet, hvilken med et Dækkel tilskydes, og formedelst den paa samme anbragte Fjeder hindres fra vilkaarlig at aabne sig.

      Kolben med sit Greb gjør i forlænget Linie, en stump Vinkel med Løbet; den er godt bøiet og indretter naar ved Anslaget Øiet af sig selv kommer i lige Linie med Kornet og Visiret. – Dens hele Længde fra Svandsskruekrydset til Kappens underste Flade, udgjør 1 Fod 3 til 4 Tommer.

      Ved en mindre Længde faaer den høire Arm ved Sigtningen et ubeqvemt Leie; Geværet erholder ikke den fornødne Tyngde, og bliver bagvæktig; ved en større Længde vilde Geværets Tyngdepunkt falde over 2 Fod 6 Tommer fra Kolbens underste Ende, og derved blive forvægtig, siden den venstre Haand ikke mere kan understøtte Tyngdepuncten.

4.      Overboringen er det Stykke af Skjæftet, som gaaer fra Svandsskruekrydset til Spidsrørken, eller Spidsmøtterken. Paa dets yderste Side findes det halve af Laase=Udsnittet; den anden halve Part af samme er udskaaret paa Halsens tykkeste yderste Side. Dette udsnit maa være gjort meget nøiagtigt, og reent, da ellers Laasens indre Dele trykkes, gnies og hindres i deres Bevægelse.

      Neden under samme saavelsom langs ad Kolbehalsen, er Indsnitet for Aftrækblikket og Haandbøilen. Denne sidste fæstes til Skjæftet formedelst Bøilefoden og to Bøileskruer; hvoraf den første sidder tæt ved Kryllen, og den sidste imod Enden af det bagerste Blad, imellem hvilke den underste Rembøile hviler i en False. Bøilefoden gaaer 9 Linier ned i Skjæftet, tæt under Svandsskruekrydset og holdes ved en Stifte, som i lige Retning under den bageste Laaseskrue og indenfor Sideblikket gaaer igjennem Træet.

      Bøilecassen ligger ved Aftrækblikket, hvis første Ende med sin Gaffel griber om Bøilefoden, imellem hvilken og Aftrækindsnittet Krydsskruen hæfter sig med Gevindet i Stolpen. – Den bageste Ende af Blikket gaaer ind under det bageste Blad og har et Hul af den første Bøileskruen.

a.       Aftrækkeren

Gaaer med et bred, næsten trekantet Blad op igjennem sit Indsnit, paa Blikket ind i Skjæftet under Stangen, hvor det formedelst en rummelig Udfjæring i Træet villig kan bevæges om Stiften, der, for at holde samme under Sideblikets bageste Spidse gaaer igjennem Skjæftet og Stifthullet paa Aftrækkerens Blad. Den sikkres for Stød, ved hvilke Geværet kunde gaae af, formedelst Bøilecassen, under hvilken Aftrækkeren sidder.

b.      Sideblikket.

Ligger et lignende Udsnit paa Skjæftets anden nyere Side, lige over for Laasen; og hvile Laaseskruerens Hoveder, medens de holde Laasen til Skjæftet, paa dets Øine.

c.       Spidsmøtterken eller Spidsrørken

Har sit Sæde tæt oven for Overboringen, saa at dets Rørken er fæstet paa den nederste Ende af Forskjæftet, det spidse Blad af samme gaaer derimod i en flad Bue ned over Overboringen og hviler i et Udsnit. I dette Møtterkens eller Rørkens Kam er indhæftet Ladestokfjederen, hvis nedre, noget sammenbøiede, brede Ende staaer lige for Løbets nederste Hæfte, og i en Bue gaaer frem imod det spidse Blad af Møtterken eller Rørken, til hvilken det fastklemmer Ladstokken.

d.      Forskjæftet

Indbefatter den Deel af Skjæftet, som gaaer fra sammes yderst forreste Ende ned til Overboringen. Ved Mundingen er det forsynet med Næsebaandet, som formedelst en Skrue, der gaaer ind i en Jernstolpe, er befæstet til Træet.

      Neden under Baandet findes den øverste Rembøile og Indsnittet for Løbets øverste Hæfte hvorpaa følger forreste Rørken eller Møtterken. Længre ned er Mellemrørken befæstet, i hvis Kam er anbragt en Udfiling for Mellemhæftet.

      Langs ad Skjæftets Bagside løber Ladestoknutten, eller Renden, i hvilken alle Møtterkener eller Rørkener med deres bageste Halvrør ere indsænkede. Den gaaer ganske ind i Overboringen til tæt for Bøilefoden, hvor oven fordenne Stødjernet eller Blikket er indskudt, for at forhindre at Ladstokken, ved at ramme Bøilefoden, ikke sprænger Haandbøilens forreste Blad. Da Rutten ender sig i Overboringen, saa maa paa sammes Boring andvendes meget Flid; thi faaer den en skjæv Retning imod Laasen, kan denne meget let gaae af, naar Ladestokken nedstødes.

C. Ladstokken.

            er breed for oven og løber straas ad imod dens nederste Ende, eller ganske tilspidset som en Bajonet, dens egentlige Bestemmelse er, dermed at ansætte Ladningen paa Svandsskruen og tvinge Kuglen ned paa Skuddet. Til denne Hensigts Opnaaelse tjener dens tykke Ende, som for ikke at beskadige Sjelen og Riffelgangene er beklædt med en Dubbe af et blødere Metal end Løbet. Dens undre Ende bruges baade til at udtrække Skuddet, som og i Hastighed at udviske Løbet. Ladestokken hviler i Nutten eller Renden; hvortil den holdes formedelst Rørken eller Møtterken, samt Fjederen.

D. Laasen.

            Paa hvis brede Blad alle dets øvrige Dele ere befæstede, kan udentvil ansees for Hovedsagen paa et Gevær; og saa meget mere, som den er Middelet, ved hvilket Skuddet saa hastigt løsnes. Flintlaasen er formedelst de mangfoldige Dele, hvoraf den er sammensat, en meget kunstig Maskine, ved hvilken enhver Deel er uunværlig; thi feiler en eneste, blive alle øvrige unyttige. Den fortjener derfor vist enhver Jægers særdeles Opmærksomhed. Naar Arbeidet paa Laasebladet og Hanen udvendig er ophøiet, saa kaldes den en rund, ere de flade, kaldes den en flad Laas.

            Laasens Virkning bestemmes ved Styrken af dens tvende Fjædre, som efter deres Bestemmelse maae staae i det nøieste Forhold til hinanden; følgeligen Dele, hvoraf Laasen er sammensat. For end mere at kunne overtydes om hvilken Grad af Indflydelse enhver af disse Fjædre har paa Laasen, og hva deres Beskaffenhed derved virker, er det nødvendig at kjende Laasens Mekanismus.

            Alle Fjædre ere, for desbedre at nytte Elasticitet, formedelst en Skrue med den ene Arm fæstede til Laasebladet, og for ei vei Øiet at dreie sig om samme, og tillige at kunne give det fornødne Modtryk til den løse Arm, med en Stift nedsænkte i Bladet.

            Ved Slagfjædren opnaaes denne Hensig end mere, da dens Øies øverste brede Side ligger tæt op under Dækkelstolpen og Panden, følgelig finder herved en nye Støttepunkt.

1.      Hanen

Tjener baade til at optrække Laasen, hvorved dens indre Dele gives den fornødne Spænding; som og formedelst Mulerne eller Ledenes Sammenpræsning med Haneskruen at fastholde Stenen og føre den imod Dækkelen.

2.      Panden

Optager Fængkrudet i sin Huling, hvori det ligesom i en Rende henledes til Fænghullet.

      Pandeskiermen forhindrer saavel Krudets Spildning, som den og leder Gnisternes Fald ind i Panden. Blikkskiermen understøtter og fæster Panden paa Laasebladet.

3.      Dækkelen

Bevarer Fængkrudet for Fugtighed; holder det til Panden saa det ikke kan tabes, og ved sit Staal giver Stenen Næring til Gnister.

4.      Dækkelfjæderen

Holder, ved at virke stærkt paa Underdrukken, Dækkelen paa Panden, og giver samme derved den fornødne Modvirkning imod Stenen.

5.      Slagfjederen

Griber med sin Hage eller Krappe ind i en concav Runding eller Krappe af Nødden, hvilken den med al sin Kraft omdreier saasnart den faaer Leilighed at virke.

6.      Nødden

Gaaer med Velbommen igjennem det nøie tilsammenpassende Nødhul paa Laasebladet, og fæster dens nydere firkantede Ende sig i Hanen, som holdes ved Nødskruen; paa Nøddens bageste Side er gjort tvende Indsnit eller Ruer, imellem hvilke Springkilen med sin tilspidsede Ende spiller.

         Denne ligger paa Nøddens ydere Side i en spidsvinklet Indfiling, og bevæger sig ved sit Øie om den opstaaende Nødtap. Ved Springkilen forhindres at Stangens Snabel ikke griber ind i Mellemruen og standser Hanen Nedslaaen, naar Laasen trækkes af.

7.      Studdelen

ligger som en Kapsel over Nødden og standser Snablen, der er fæstet ved sin egen Skrue, Stift og Stangskrue. Ved samme holdes Nødden, hvis Tapper gaae igjennem dens Øie, Springkilen og Stangen, i deres fornødne Leie, saa at disse Dele uden Afvigelse behørigen kunne virke paa hinanden.

8.      Stangen

sidder tæt bag Nødden, som bevæger sig i Udhulningen af dens første Snabel. Den dreier sig med Øiet om sin Skrue, og falder med Snablen, paa hvis undre Kant er en fiin False, desto sikkrere ind i Ruerne, hvorved Nøddens videre Omløb standses. Dens, i en ret Vinkel over Aftrækkeren fremstaaende, Spidse eller Arm, tjener til at modtage dens Tryk.

9.      Stangfjæderen

findes lige over Stangen og dens bevægelige Arms Ende ligger i en False, som dannes ved Mundingen af Stangens Øie, saa at Fjæderen ikke kan undvige Stangens Modtryk, som forøger dens egen Kraft.

         Ved denne Stilling af Fjæderen trykkes Stangens Snabel op ad imod Nødden, i hvis Ruer den springer naar disse gaae ned. Er Dækkelen opstødt og Hanen nedlagt paa Panden, da befinde Laasens Fjædre sig i den meest hvilende Tilstand, formedelst at deres Elasticitet ikke synderlig indskænkes ved noget betydeligt Modtryk.

         Hanen hviler saaledes imod Ansatsen paa den øverste Kant af Laasebladet, lige over for, hvor den bageste Laaseskrue gaaer ind i Pandesvandsen; hvorved den forreste Rand af Hanens faste Mule kommer til at slaae en Linie over Pandeskjærmen.

         Er Ansatsen stillet saaledes, at Hanen kan falde dybere ind i Panden ved at Slagfjæderen end mere omdreier Nødden, da kan dennes Fjæder meget let med Krappen glide ned over Nødkrappen, hvilket er en betydelig Feil ved Laasen. Slagfjædren yttrer i denne Stilling af Laasens Dele sin mindste Trykkekraft paa Nødkrappen, paa hvilken og Hane=Ansatsen nu alt hviler.

         Stangen ligger, uden at virke, med Snabelen imod den yderste Ende af Nøddens bageste Munding imellem Nødkrappen og Mellemruen. Stangfjæderen udøver ikkun en liden Grad af Udvidelse, dormedelst at samme næsten har naaet sin fuldkomne Frihed.

         Dækkelen, som er opstødt, hviler med begge Drukkene paa Dækkelfjædren, hvilken derved har faaet Leilighed at hæve sig noget og være mindre spænt til Modtryk.

         Optrækkes Hanen og lukkes Panden med Dækkelen, da formeres Fjædrens Udvidelses Formue i Forhold til den Grad af Spænding den gives.

         Ved Hanens første Optræk omdreier den tilligemed sig Velbommen og Nødden, hvis Krappe skyder sig ind under Slagfjædrens Krappe, og saaledes løfter den i Veiret, indtil Stangens Snabel, over hvis bageste Kant Nøddens bageste Runding glider ned, formedelst Stangfjædrens yttrende Tryk, springer ind i Mellemruen, standser Nøddens modsatte Bevægelse og Hanen staaer saaledes i den saa kaldte Ro, hvorved Springkilen falder i Stangens Snabel.

         Lukkes Panden, da bevæger Dækkelen sig ved Øiet om sin Skrue; Underdrukken nedtvinger, i det den glider frem, Dækkelfjæderen saalænge indtil Dækkelen falder flad paa Panden, hvorefter Fjædren atter hever sig lidet.

         Spændes Hanen Gandske, da virke alle Dele ligesom før, undtagen at de formedelst den høiere Grad af Spænding lide mere Modstand. Nøddens Krappe fører Slagfjæderens Krappe tæt op under den bageste Laaseskruestolpe ved Pandesvandsen; Springkilen glider med Nødden tillige ned over Stangens Snabel, og denne falder ind i Bagruen.

         Naar Laasen aftrækkes, skyder Aftrækkerens Blad sig formedelst Fingerens Tryk paa Aftrækkeren op under Stangespidsen, ved hvilket Tryk Stangen sammenklemmer Stangfjædren saa meget, at Stangens Snabel, som gaaer ned efter, glider ud af Ruen. Slagfjædren erholder herved Leilighed frit at yttre sin hele Kraft paa Nødden, hvilken den med Hæftighed omdreier og formedelst Velbommen slaaer Hanen ned imod Døkkelen.

         Da nu ved Dækkelfjædrens Kraft Hanen faaer Modvirkning af Dækkelen, saa river Stenen sig paa Staalet og frembringer derved Gnisterne, som antænde Fængkrudet. Dækkelen som maa vige frem ad for det større Stød den faaer af Stenen, dreier sig ved Øiet om sin Skrue og falder med Overdrutten ned paa Fjædren.

§. 3.

Om Laasefjædrens videre Indflydelse.

1.      Naar Dækkelfjæderen er for blød eller for slap, saa opslaaes Dækkelen uden Modtand af Hanen, hvorved Stenen ei kan frembringe Gnisten, for derved at tænde Krudet. Er derimod denne Fjæder for stiv, saa afstumpes Stenen naar Hanen slaaer Dækkelen op, eller den slaaer aldeles ikke op og Skuddet kan ikke gaae af.

         Er Dækkelfjædren for kort, saa bliver den snart ubrugelig, da den lider meget, naar Hanen slaaer Dækkelen op. Da nu dette skeer formedelst Slagfjædrens Kraft, saa sees heraf at disse tvende Fjædres Kraft maae staae i nøie Forbindelse med hinanden, og at den kortere Dækkelfjæder lider meget mere end Slagfjæderen.

         Dækkelfjæderen bør imidlertid ikke være for stor og tyk, da denne herved ikke beholder den fornødne Elasticitet, i det mindste ikke i en lang Tid. Denne Fjæders Styrke holdes for passende, naar den i Midten af Spændingen er henved en Linie tyk.

2.      Naar Stangens yderste Endehage, Snablen ved Sigmenteringen bliver forvandlet til en meget skjørt Staal, saa kan den umulig holde Ligevægt med Slagfjædrens Kraft naar Hanen er opspænt; det er derfor en stor Feil, naar Hanen er længe i denne Stilling, Er Stangens Spidse eller Arm for kort, da erholder Aftrækkeren ei Kraft nok til at sammentrykke Stangfjædren og Hanen slaaer løs.

3.      Er Stangfjædren for haard, saa gaaer Hanen ikke af, eller i det mindste meget haardt; er denne Fjæder derimot for svag, saa kan Stangens Snabel, naar Hanen er opspændt, ei holdes i Ruen; this Slagfjæderen har nu forholsmæssig for megen Kraft.

4.      Slagfjæderens Elasticitet giver Nødden den fornødne Kraft til at kunne slaae Hanen ned paa Dækkelen, naar Stangen og Aftrækkeren er bragt ud til Ruerne. Er altsaa Slagfjæderen for svag, saa slaaer Hanen enten slet ikke eller langsomt løs.

§. 4.  

Om Geværets Behandling og Conservation.

Da Jægerens Ære, Liv og Frihed for en stor Deel beroer paa hans Gevær, og dets Brugbarhed tildeels ogsaa grunder sig paa Maaden hvorledes han behandler det, saa maae han stedse anvende den største Flid og Omhue paa samme, hvliket saa meget vissere vil skee, naar han efter det Foregaaende er bleven underrettet om hver enkelt Deels Benævnelse, Hensigt og Nytte og saaledes indseer Nødvendigheden heraf.

Geværet maa bestandig holdes aldeles reent fra al Rust og Brand; naar det ikke bruges, forsynes det med den fornødne Indsmøring, hvortil ikke maae tages slet Olie eller Fedt. Fænghullet holdes reent og aabent ved en med Olie i samme stukken Pennefjæder, og maae aldrig ved voldsom Boring med Rømmenaalen udvides og beskadiges.Laasen maae ikke med Magt indbankes i sit Udsnit; dens Fjædre saavelsom Nødden holdes jevnt indsmøret og bevares for Støv og Smuds. Disse Dele maae ikke skrues for haardt paa Laasebladet, da de ellers blive stive og gnaves.

Denne Iagttagelse gjelder i Almindelighed for alle Dele, som ved et Øie bevæge sig om deres Skrue, men i Særdeleshed for Stangen; thi er denne skruet for haardt til, kan Hanen ikke aftrækkes.

Dækkelen maae skrues lempelig, men dog tæt til Bladet, da ellers Fængkrudet tabes.

Hanen bør staae fast i Ro, og være let i Aftrækket, den bør ikke, naar den ligger ned paa Panden, rives over Mellem = i Bagruen, men gradeviis spændes; skal den sættes i Ro, sænkes Hanen noget over Mellemruen, og ved at trækkes tilbage, føres ind i Ruen, hvorved Tommelfingeren maa blive saalænge over Haneskruen, indtil Stangens Snabel høres med et stærkt Knæk at springe ind i Ruen.

Løbet, Kornet og Visiret vogtes nøie for Støv, Bugler og Ridser. Med Mundingen bør aldrig stødes paa noget Haardt for ikke at faae indvendige Grader og tabe sin rette Vide – Det indvendige af Løbet eller Sjelen maa ikke voldsomt gnides og skures med Ladestokken, da den derved aldeles bedærves, allerhelst en Riffelgang.

Af samme Aarsag maa ei heller Ladestokken kastes i Løbet for at erfare om samme er reent; da man blot behøver at undersøge Laasen, Fænghullet og fra oven ad see ned i Løbet for at underrette sig om det Modsatte.

Hver Gang Geværet har været brugt, maa det strax paa det bedste pudses, og Løbet med Pumpestokken, Blaar og Bomolie saalænge udtrækkes, indtil der ikke viser sig ringeste Spor af Rust eller Smuds; thi at pompe det ud med Vand bør aldrig tillades, da Løbet stedse slaaer sig med Rust.

Ligesaalidet bør ogsaa nogen af Geværets Dele aftrækkes med Ladestokken eller et Poleerstaal, fordi Løbet derved meget stærkt angribes, tyndslides og følgelig let springer, den meget tynde Hærding af Laasen ogsaa snart afslides og denne da stedse ruster.

 Det Hammerskjel eller Trippel, som bruges til Pudsning, maae først sigtes igjennem en fiin Linnedklud, for at renses fra alle skarpe Dele, som gjøre Ridser, og allermindst tør bruges sand eller Staalfiil.

Saavel for Regn, som for Dug og Taage, har Jægeren omhyggelig at vogte sit Gevær, og ere de sidste skaderligere for samme end den stærkeste Regn. For at holde Træet i god Stand maa Skjæftet undertiden afvidskes med en Olieklud.

Ved nye Geværer er at iagttage, at Skruerne ikke skrues for fast ind i Skjæftet; thi om det endog er forfærdiget af det tørreste Træ, saa vil samme dog sammentrykkes eller udvide sig efter Veirets mere eller mindre Fugtighed, og derved foraarsages at Skjæftet springer.

Jægeren bør stedse være forsynet med Panhætte, Prop, Kradser, Kuglesætter, Rømmenål, Skruekniv, 2 smaae Fjædre til Fænghullet, 2 skarpe Stene foret med Blye, og en Linnedklud til Laasens Afviskning. Opdages og bemærkes den ringeste Feil ved Geværet, maae det strax meldes for at repareres.