Ludvig Daae
1792 -1879

Solnor paa Søndmør

Ludvig Daae, f. paa Førde prestegaard 5/10 1792, var sine forældres andet barn og fik navn efter sin farfar magisteren.
Ludvig Daaes autobiografi i hans 80de aar ………..Nu kom Krigen 1807, og alle vilde da være med, en Fætter af mig blev Officer og strax tænkte jeg: «Kan Du blive Officer, saa kan og jeg», men til en saadan bestemmelse maatte og min Farbroders Samtykke. jeg gik derfor til Fanøe uden Saaler i Støvlerne og fik hans Samtykke med de Ord: «Din Fader har 8 uforsørgede Børn. Hav Gud med dig, saa vil det gaa dig vel og søg din Lykke i Fremtiden paa bedste Maade.» Dermed gik jeg igjen til Bergen, sammenklorede et Andragende til Regimentet og blev ansat som Underofficer paa Aventage ved Strynske Compagni. (2den Marts 1809 blev jeg ansat, som det da kaldtes Fricorporal). I denne Stilling gjorde jeg Tieneste i 3 à 4 Maaneder, da jeg blev udnævnt til Officer den 10de August 1809 (Secondløitnant ved det nuværende Bergenhusiske Regiment). Jeg følte mig da som en heel Mand, men i hele mit lange Liv har jeg faaet følt Andet, dog Gud ske Tak for Alt.
I det hele taget har jeg været en sjelden lykkelig Mand.
Mit Garnisonsliv avbrødes daglig eller aarlig samt andre Tjenesteforretninger; saaledes blev jeg i 1810 kommanderet til Søndmøre for at afholde Mandskabstegninger, da ved denne Anledning fik jeg besøge mine velsignede Forældre, som jeg ikke havde seet paa over 4 Aar. Hjemkomsten glemmer jeg aldrig!

I 1811 blev jeg commanderet som Secondløitenant til Østlandet, men kom ikke længer end til Fredriksværn. Vi laa i Qvarteer omkring Fredriksværn, en sand SulteKuur. Over Christianssand kom vi tilbage til Bergen senhøstes. Flerheden sygelige. De mange Enkelheder ønskede jeg nok at nedskrive, Uvist er det, det bliver, Ensformighed og Mangel vare vore Ledsagere. I 1812 garnisonerede jeg i Bergen og tog min Officers-Examen med bedste Charakter.

I 1812 blev jeg igjen commanderet med Feldt-Artilleriet, men kom ikke længere end til Hadeland. I Bergen gik jeg paa Concerter og i Comedie og var anseet, i det mindste hos Jomfruer og Frøkener, for en mere end almindelig indtagende Personlighed. Min Vertinde, som var Modehandlerske, klagede i det mindste over, at Besøgende af unge Damer aftog, naar jeg var fraværende. Jeg dandsede nok mere end almindelig godt, klædte mig efter Formue nok saa pent. Jeg inclinerede for smukke Piger og især for Abigael Monrad, Senere efter gift med Borgermester Lassen, og som jeg merkede ikke uden Gienfolelse, men da jeg aldrig talede et Ord derom, undgik jeg saaledes at gjøre en dum Streg.

Den 6 Mai 1813 afmarcherte Regimentet under Commando af Oberst Synnestvedt; jeg blev ansat ved 2. Divisjon af 2. Batallion. Kompagnichef en Capitaine Burggraff og Batallionschef Major Geelmuyden. Begge store Middelmaadigheder, især min Comp. Chef, men velmeenende og mod mig særdeles gode og velmeenende. Marchen gik til Drammen, hvor jeg ved en Vens Omsorg, Lieutenant Hermansen fik Qvartéer hos Byens rigeste Mand ved Navn Malling; han med Familie boede paa et Lyststed, Marien-Lyst paa Landet, og dermed fik jeg i hans Huus i Byen en særdeles Bekvemlighed med Alt, hvad jeg ønskede, ja endog en Ridehest til min Tieneste.
I Drammen levede jeg vist min Ungdoms frydeligste Dage; jeg blev ansat som lnspectør ved Regimentets Sygehus, havde magelige og indbringende Dage og dertil, som jeg troer, vel anseet af Byens Noblesse. Blandt mine Kammerater var jeg yndet. Jeg nævnte forhen en Lieutenant Hermansen af Slægten Aabel. Denne Kamerat, fleere Aar ældre end jeg, var en ægte Mand og Ven. Efter hvad jeg har oplevet, var denne H. førend sin Tid. Den, den Tid herskende slaviske Subordination, kunde han aldrig finde sig i, og derfor blev han oftere sat paa haardere, ja lumpne Prøver, der bidrog end meere til hans Sinds Ubøielighed. H. levede vist til sine sidste Dage som en saare agtet Mand. Et Exempel paa hans Character maae jeg dog nedskrive og den er som følger:

Da vi reiste fra Drammen vare vore Værter saa gode at betænke os med Viin og andre Smaasager i Kasser. H., som var indquarteeret hos en Kjøbmand Kirkgaard havde og bestemt en saadan Gave til ham. H. henholdt sig da til Kompagnichefen med Spørsmaal om, han kunde faae denne Kasse med min. Dertil svaredes: Lieutenanten vidste vel, at der kun var Plads for hans Kuffert.» Der med var da intet videre at giøre end at sende Viinen og de andre Sager tilbage til Giveren; dog en Stund efter kom der Bud fra Kompagnichefen, om han ikke vilde overlade ham den Kasse, som han nu intet Brug havde for. H. huggede Kassen i Stykker og sendte Fliserne til sin Kormpagnichef. Saadan var min Vens Character. — Senere havde denne Kompagnichef tiltænkt H. en følelig Ydmygelse under Felttoget 1814, men det lykkedes ikke.
Mange saadanne Træk fra fordums Dage kunde jeg nok nedskrive, men jeg vil ikke compromitere Nogen og saaledes gaar jeg Saadant forbie, skjøndt det vist ville oplyse Meget og Mangt fra de Dage, især om militære Forholde.
 Efter at have cantonneret i Drammen 3/4 Aar eller noget over 1/2 Aar bleve vi commanderede, som det heed til Grændsen og lagt i Cantonnement i Trykstads Prestegield.

Divisionens Hovedquarteer var Gaarden Berger ved Morkfossen og Chefs Qvarteret paa Solberg hos en General Michelet, en fjern besvogret af mig, men som altid viste mig en særdeles Opmærksomhed, formodentlig dette var en Følge af, at Cousinen af min Fader havde været gift med hans Broder. Den gamle Særling var nu meget gammel. Han havde General Majors Rang og fordums Chef for et Dragonregimente. Der lærte jeg og kjende mine Fættere (senere) General Michelet og Broderen, der er Stiftsamtskriver i Trondhjem, da seconde Lieutnanter. Vinteren 1813—14, havde jeg hovedsagelig min Post som Vagthavende ved Jotan Bro ved Langenæs. I Foraaret 1814 samt den heele Sommer indtil Konventionen i Moss, da alle Bergenhusingerne bleve fjernede, var jeg tilstede paa Kjølfjeldet ved Bodals Broe og andre Steder.

Efter Tilbagekomsten til Bergen, forblev jeg der, indtil Novmber 1814, da jeg blev ansat som Premiereløitnant ved Ørskaugske Kompagnie. I denne Stilling stod jeg til 1818, da jeg blev Regnskabsfører ved det Midthordlandske og fra den Tid til 1835, da jeg blev udnævnt til Capt. ved det Nordhordlandske Comp., der havde jeg denne Regnskabsførerstilling. Derfra blev jeg fortsat til Wossiske Comp., men da det accommanderede mig mest at boe paa Søndmøre, fik jeg med stor Opofrelse det Ørskaugske Comp. i 1838.

Til dette kan føies: Paa grund av arméreduktionen blev han, der allerede i 1818 var ifærd med at avancere til kaptein, først udnævnt dertil 1835. Gjentagne tilbud om at blive oberstlieutenant avslog han, da han ei ønskede at forlade Søndmør. Tildelt R. St. 0. 0. «for militær fortjeneste».

Det var i et selskab i 1864; der kom paa tale, at der skulde nordmænd hjælpe sine brødre danskerne (Krigen mellom Danmark og de Tyske Forbundsstater i 1864), hvortil en i selskabet sagde: «Hvad skal vi der, daarlig udrustede og liden øvelse, bedre at være hjemme». Men da blev den gamle officer vred og erklærede: «Det, vi skal gjøre der, er at staa, til vi falder, saa har vi gjort vor pligt.»  (Det er tydelig at sympatiene i 1864 enda lå hos det gamle broderfolket!)